Min metode


En session hos mig foregår som samtaleterapi. Uanset hvad du har på hjerte, hvad der rører sig hos dig når vi mødes, ser jeg frem til at arbejde med det. 


Jeg arbejder klientcentreret: Det betyder, at jeg er 100% tilstede for dig, og at jeg interesserer mig for og anerkender dine subjektive oplevelser, tanker og følelser. Du er eksperten på dine oplevelser, og jeg tilbyder en faglig ekspetviden og et håndværk, som kan hjælpe dig til at forstå dine oplevelser, tanker og følelser, transformere dem og forandre dit liv.


Jeg har fokus på emotionerne: Dine følelser fortæller mig - og dig! - en masse om hvad der er vigtigt for dig, og hvad du har behov for. Det betyder, at jeg er særligt opmærksom på dit følelsesmæssige liv. Hvad der rører sig i dig. I terapien vil du blive opmærksom på dine følelser, udtrykke dine følelser, og lære at acceptere, regulere og transformere følelserne.


Jeg hjælper med at koble følelse og tanke: Varig positiv forandring kan ske når du både har erfaret (‘følt’) og forstået dine ægte følelser. Nogle følelser skal reguleres, så de ‘passer til situationen’ i dit liv. Andre følelser skal helt transformeres eller ændres, så de ikke står i vejen for dine behov og dit liv. Populært sagt vil vi i terapien 'koble hjerne med hjerte’.


Taler vi om nutiden - eller fortiden? Jeg er optaget af hvad der hjælper dig til et bedre liv, og hvad der betyder noget for dig her og nu. Det kan meget vel føre os tilbage til nogle oplevelser du har haft tidligere, og som har formet dine perspektiver og følelsesmæssige mønstre. Jeg har altså fokus på nutiden, men sammen kan vi bruge dele af fortiden til at forstå nutiden i.